Opdræt

En Flatcoated Retriever er en glad arbejdshund, den er intelligent og elsker opgaver – en flatcoat er en hengiven ven.

Vandpassion eller arbejdsglæde???

Målet med vort opdræt er at bevare flatcoaten med de brugsmæssige egenskaber i top – såvel på jagt – markprøve – udstilling – som hjemme i familien.

For at sikre os, at det er en velafbalanceret hund, der bliver brugt i avlen, arbejder vi med – træner og afprøver – vore hunde på både jagt, markprøve og udstilling, inden vi bruger dem i forbindelse med parring.

Vi har opdrættet f.eks. den mest vindende flat på markprøve 3 år i træk (1997-1999) Birkebo Black Dusoff Molly som også har Certifikat på udstilling, DKCH Birkebo Black Dusoff Dundee, DKBRCH DKCH Birkebo Black Candy’s Winner, DKCH(+J) Birkebo Madowin Bobby, samt mange andre der begår sig godt.

Havjagt eller alsidig apportør???

Vore hunde er baseret på 2 brugslinier:

Tarncourt – Som er blandt de bedste engelske brugslinier
Jigger – Som er de bedste danske brugslinier

Hvalpe – Tidlig prægning er meget vigtig, derfor fødes og bor hvalpene inde hos os. Når hvalpene rejser, er de menneske præget, støj vante, og har apporteret bl.a. vildt.

Vi har årligt hvalpetræf – og er altid parat med råd og vejledning.

På toppen – både ind- og udvendigt

(Artikel af Tine Luther fra Wiegården)

Kennel Birkebo opdrætter flatcoated retriever. Og kennelens hunde skal kunne det hele: arbejde, se godt ud og være gode familiehunde.

Det vrimler med glade flatcoated retrievere hos Anette og Jens Peter Larsen, Kennel Birkebo. Kennelen huser ikke mindre end 12 voksne hunde og en stor hvalp. Der er altid 7-8 hunde inde i huset mens resten opholder sig i en stor løbegård. Det foregår efter et retfærdigt rotationssystem. Når der 1-2 gange om året fødes hvalpe, er de også inde i huset hos Anette og Jens Peter. Selvom hundene tydeligvis sætter pris på at være inde sammen med familien – og omvendt – er der ikke tale om rene “klappe-kage-hunde” Nej, Birkebos hunde er med på jagt og markprøver. Desuden udstilles de.

Kennelens succes med at opdrætte alsidige hunde, blev slået fast i foråret, da Birkebo-hanhunden Black Candy’s Winner blev noget så sjældent som både brugs-og udstillingschampion. At nå sådan et resultat har taget mange års avlsarbejde.

Faldt for elegance og glade sind.

– Førhen havde jeg stående jagthund, fortæller Jens Peter. – På en udstilling fik jeg øje på de flatcoatede retrievere og faldt for dem på grund af deres elegance og glade sind. I 1984 købte jeg min første flat-tæve. Den gang var der ikke mange til salg, så det var lidt tilfældigt at det blev en tæve. Jeg havde slet ikke planer om at opdrætte. På et tidspunkt fik jeg dog alligevel lyst til at få et kuld hvalpe og gik i gang med at lede efter en god avlspartner til min tæve. Det fandt jeg og mit første kuld var en realitet.

– På daværende tidspunkt havde jeg ikke trænet noget særligt med min tæve, men hun havde alligevel været med på jagt. Instinkterne lå så dybt i hende at hun faktisk kunne tingene selv. Men ejeren af den hanhund hun blev parret med, blev ved med at opfordre mig til at begynde at træne og gå på markprøver. “Det skylder du hunden” var argumentet. Jeg havde ikke rigtigt lyst, for den hundetræning, jeg kendte fra tiden med stående jagthunde, var kæft-trit-og-retning og ikke lige min kop te. Jeg lod mig dog overtale til at forsøge med markprøvetræningen, og nu åbnede der sig en helt ny verden for mig. I stedet for at lære hunden tingene udfra straf principper og faktisk modarbejde den, oplevede jeg, hvordan man kan arbejde med hunden og løfte dens instinkter ved at lege tingene ind i den. Det her var træning jeg kunne bruge til noget! Hundene bliver helt anderledes af det; de er ikke til at køre trætte men arbejder altid villigt for dig.

Anette og Jens Peter

Pensionister får billet til båden

Hundene fulgte med Jens Peter.

Da Jens Peter havde haft retrievere gennem nogle år, mødte han Anette. – Jeg var slet ikke vant til hunde, fortæller hun. – Men det stod snart klart at hvis jeg ville have Jens Peter måtte jeg tage hundene med i købet. Jeg havde selv haft katte, men det var godt nok noget andet med hundene! Nu skulle jeg lære at sætte grænser og stille krav. Det tog mig nogen tid at vænne mig til hundene og lære at være sammen med dem. Da jeg først fik lært det, blev jeg virkeligt glad for det, og efterhånden begyndte jeg også at træne dem.

– Jens Peter er en ivrig jæger, og jeg sandede, at hvis jeg ville være meget sammen med ham, var det nok en god idé, at få et jagttegn. Det gjorde jeg så. De første par gange jeg var med på jagt, var det som skytte. Jeg stod og ventede på, at der blev drevet vildt frem til mig, som jeg kunne skyde. En fasan blev da også nedlagt, men jeg syntes det var lidt kedeligt bare at stå og vente. Derfor gik jeg over til kun at være hundefører på jagterne. Det, synes jeg, er langt mere spændende. Jeg ser mere vildt og oplever hundene arbejde; oplever dem bruge de sanser de er født med.

Anette Larsen: “Alle hundene er forskellige, og de har hver især en gave med sig, som vi skal finde og bruge.”

Flatcoated retrieveren er ivrige vandapportører
– en disciplin, der er rig mulighed for at udøve på Kennel Birkebos arealer.

Et sandt hunde-paradis.

Anette og Jens Peter boede tidligere på et lille nedlagt landbrug i Nordjylland. – Når hundene skulle trænes eller på ordentlige lufteture, måtte vi ud og køre for at finde gode arealer, fortæller de. – Så blev et mindre landbrug, som i øvrigt var temmelig faldefærdigt, til salg i nabolaget i 1986. Det spændende ved stedet var jorden – 40 tdr. land med mose, søer, skov og marker. Det var simpelthen alt vi kunne ønske os til hundene. På det tidspunkt havde vi også så mange hunde, at vi måtte se os om efter en anden bolig. Stedet blev købt, og efterhånden fik vi moderniseret stuehuset, så det var til at bo i. Vi anlagde en stor hundegård som hundene kan være i om dagen – og så har vi jo terrænet lige uden for døren som de kan boltre sig i når vi er med. Det er simpelthen guld værd. Her kan vi lufte mange hunde ad gangen, og der er mulighed for at træne til prøver og jagt. Ikke mindst sætter de pris på søerne, for retrievere er meget ivrige svømmere og vandapportører.

I en årrække holdt Dansk Retriever Klub træning på Birkebos arealer, men efter en hektisk periode var det tid til at flytte træningen til et nyt sted. I dag nøjes Anette og Jens Peter med at træne egne og nogle få fremmede hunde i deres hundeparadis.

Jens Peter Larsen: “Man kan sagtens lave en pæn hund. At lave en pæn hund, der også kan bruges til noget er straks sværere”.

Det er primært Anette, der træner Kennel Birkebos hunde.
Til det formål har hun perfekte arealer lige uden for døren.

Markprøve

Markprøve for retrievere er en afprøvning af hundens jagtlige egenskaber. Hundene bliver afprøvet på enten levende eller dødt fuglevildt, alt efter hvilken klasse de stiller op i. De dirigeres ud efter vildtet enten en eller flere af gangen, alt efter hvilket niveau, de er på. Det døde vildt bliver enten kastet ud i terrænet, eller skjult derude uden at hunden ser det.

Hundene bedømmes på deres samarbejdsevne med føreren, vildfindende egenskaber, vildtbehandling, skudfasthed, næse, ro på post og temperament.

Ham må vi beholde.

Der lægges mange timers træning i Birkebo hunde. Der er altid 7-8 hunde som er fit for jagt. – Vi går jo ofte på jagt og har tit to hunde med hver. Det kræver noget at holde det hele kørende, så vi altid har friske hunde. Der er måske en der har revet en pote og en anden der er i løbetid. Vil vi altid være klar, skal der være en flok at tage af. Hundene skal selvfølgelig også trænes og være i god form til prøver og udstillinger.

I dag er det primært Anette, der tager sig af at træne hundene. Det er også hende der har trænet den nykårede dobbeltchampion, Birkebo Black Candy’s Winner.

– Allerede da Winner var få uger gammel, vidste vi at han var noget specielt, fortæller Jens Peter. – Når vi nærmede os kuldet, og de andre hvalpe pjattede rundt, søgte han direkte kontakt ved at sætte sig og kigge på os. Det var egentligt meningen vi skulle beholde en tævehvalp, men kontakten med Winner var så speciel – den måtte kunne bruges til noget stort, så vi blev simpelthen nødt til at beholde ham.

Birkebo Black Candy’s Winner
– en flatcoated retriever, der både har det ydre og det indre rigtigt skruet sammen.

Winner – et passende navn!

Til at begynde med trænede Jens Peter Winner, som på to markprøver med to 1. præmier som resultat. Da hunden var et par år gammel overtog Anette. – Winner var utroligt nem at have med at gøre, fortæller hun. – Han er meget følsom og nem at dirigerer rundt. Han står ligesom bare og spørger: “Hvad kan jeg gøre for dig?” Jeg trænede hjemme, men kørte også ud og fik træning to gange om ugen gennem flere år. En dag på træningspladsen blev vi bedt om at sætte træningsmål, og som en joke sagde jeg at det var mit mål at lave Winner til brugschampion. Det blev jeg holdt op på af træneren – og så gik der også lidt sport i det for mig, fordi jeg er kvinde og det kan godt være lidt svært indenfor jagt og markprøver. Det tog mig mange, mange timers træning, mange kilometer og en del prøver gennem flere år at vinde de 3 markprøver, det kræver at blive brugschampion. En af disse prøver skal være på praktisk jagt, og ved en anden skal alle 5 retriever racer kunne tilmeldes. At lave en brugschampion er ikke bare lige noget man gør.

– Vi har en bekendt som er skrap til at vise hunde på udstilling, så hun har hjulpet os med Winner. Han fik sit første af de tre kvalitetscertifikater det kræver at blive udstillingschampion, på en udstilling i 2002. Det sidste blev inkasseret i foråret. Winner var jo efterhånden blevet 9 år, og så er det ikke let at hamle op med de unge hunde. At han alligevel klarede i sin høje alder, skyldes blandt andet at han er ganske muskuløs og bevæger sig rigtigt godt.

Kun få dobbeltchampions før Winner.

Hermed var Winner dobbeltchampion. Det er noget af en bedrift, som i retriever regi, kun er sket få gange før! En god håndfuld labradorer, samt et par flatcoats har klaret det. Den forrige hund der formåede det, var faktisk Winners far, og det var i 1989.

– Gennem træningsforløbet havde Winner nogle forskellige problemer. Blandt andet havde han en voldsom oplevelse på en markprøve, hvor han søgte efter vildt og pludseligt blev overrumplet af en labrador-han der ved en fejl var blevet sendt i Winners retning. Derefter var han ikke stolt ved at arbejde i nærheden af andre hanner – specielt ikke labradorer. – Desuden har han haft nogle problemer med sår. Disse ting har vi søgt alternativbehandling til, blandt andet homøopati og telepati og problemerne er blevet fuldstændigt løst. Siden har vi løst andre problemer såsom pelsproblemer og svamp ad samme vej. Til at begynde med lo folk ad os, men efter Winner blev dobbeltchampion, trods sine problemer, er der en hel del, der er kommet hen og har spurgt interesseret til de alternative metoder. Mange af dem har nu prøvet det med godt resultat, og jeg ville ønske at mange flere vovede det i stedet for at hænge fast i de gamle mønstre.

Birkebos hunde har en dejlig stor hundegård at boltre sig i.

Vi vil have det hele.

– Det tager mange års avlsarbejde at lave en god stamme – især hvis man vil have alle de vigtige egenskaber med, så hunden både har et dejligt temperament, kan arbejde, er smuk og racetypisk samt sund, fastslår Anette og Jens Peter. – Derimod er det ikke svært at få succes på et enkelt område – som f.eks. udstilling – i løbet af kort tid. Det er bare ikke nok for os. Vi vil have det hele med, så alle racens gode egenskaber bevares og selvfølgelig allerhelst forbedres. Der ligger virkelig en fare i at fokuserer på enkelte egenskaber, så racen splittes op, som vi har set det ske hos andre racer, hvor man for eksempel har en brugstype og en udstillingstype, som er vidt forskellige. På den måde smuldrer racerne. Set i det lys er det heldigt, at vores race ikke er så udbredt, for det betyder ikke en særlig stor efterspørgsel, så vi er nødt til at lave gode hunde, der rummer det hele for at kunne sælge dem.

– Faren ved at fokuserer på en enkelt egenskab i avlsarbejdet er også at ende i en blindgyde ved at fokuserer på en enkelt ting. Hvis man for eksempel avler med rent fokus på hundens farve og glemmer resten, koster det. Avler man ensidigt, så mister man noget undervejs og ender måske med at skulle skrotte alt og starte forfra med nye avlshunde.

– Når man vil opdrætte seriøst, gælder det om at planlægge avlen omhyggeligt. Selvfølgeligt kommer der en gang imellem stjernehunde, selvom man for nemhedens skyld har parret med naboens hanhund. Det sker uden man kan forklare hvorfor, og det sker meget sjældent, så det er ikke noget at satse på. Vi kan jo ligeså godt arbejde på at lave gode hvalpe, som på bare at lave hvalpe. Det er naturligvis ikke alle, der formår at forbedre racen, men bare man ikke forringer den, så har man jo ingen skade gjort. Vi skal huske at tænke på at racen også gerne skulle kunne bruges om 100 år!